Ny forskning: ingen risiko ved behandling med T3

Dato 22. januar 2025 Af sekretariatschef Tine Stampe

Seks års danske studier i behandling af mennesker med lavt stofskifte har ført til spændende konklusioner, som nemt kan omsættes til forbedring af behandlingen og livskvaliteten for stofskiftepatienter.

Studierne, som er ledet af overlæge Birte Nygaard og professor Steen Bonnema, viser endnu engang, at behandling af lavt stofskifte med T4 for en del mennesker er forbundet med nedsat livskvalitet og kognitiv funktion. Dette kan muligvis sættes i forbindelse med øget oxidativt stress i kroppen, selv efter normaliseringen af stofskiftet, men er ikke relateret til genetiske forskelle eller autoimmunitet mod skjoldbruskkirtlen.

”Det er jo fantastisk spændende resultater,” siger Stofskifteforeningens formand Julie Lund. ”Vi har fået udelukket flere af de hypoteser, der har været fremme om årsagen til dårlig livskvalitet og fejlslagen behandling. Så vi står nu endnu stærkere, når vi i Stofskifteforeningen siger, at hele begrebet ’normalt stofskifte’ skal tænkes om igen.”

Flere studier har påvist en god effekt på patienternes livskvalitet ved behandling med T4+T3. Der er en tendens i studierne til, at små studier på patienter, som rapporterer en dårlig livskvalitet, viser bedre resultater end store studier, der omfatter en blandet gruppe af stofskiftepatienter. Ingen af studierne har påvist markante risici ved behandling med T4+T3.

”Dette er jo også et virkeligt positivt resultat,” fortsætter Julie Lund. ”Nu har vi fået aflivet nogle af myterne om risici ved kombinationsbehandling med T4+T3. Og vi har fået påvist, at patienterne med de værste symptomer, er dem, der har mest glæde af kombinationsbehandlingen. Nu mangler vi blot at sikre, at alle patienter med vedvarende symptomer ved T4-behandling får mulighed for at få kombinationsbehandling. I Stofskifteforeningen vil vi meget gerne være med til at se på den nuværende behandlingsvejledningen med nye øjne.”

Læs hele rapporten Forskning i lavt stofskifte her.

Lavt stofskifte rammer bredt