Styr på blodprøver og diagnose
I udgangspunktet skal der ikke mere end en blodprøve til for at få konstateret stofskiftesygdom. Men det kan være udfordring at finde den helt rette behandling.
en af de store kroniske sygdomme
Hvert år finder cirka 2.500 mennesker i Danmark ud af, at de har lavt stofskifte. Og da ikke alle oplever symptomer på lavt stofskifte, finder nogle ud af det ved et tilfælde i forbindelse med, at de får taget en blodprøve for noget andet.
Alle blodprøver screenes
Som det er i dag, så undersøges vi helt automatisk for stofskiftesygdom, når vi får taget en blodprøve. Det skyldes, at der er kommet nye retningslinjer for, hvad vores blodprøver undersøges for. Og ser tallene fornuftige ud, er det sjældent noget, vi hører om.
Handler på en mistanke
Andre igen har en læge, der vurderer, at der kan være et problem med stofskiftet. Det kan også være, at man selv har en mistanke om det. I det tilfælde vil der blive taget flere specifikke blodprøver.
Andre kæmper mere
Og så er der de af os, der desværre må kæmpe mere med det. Måske har vi gennem længere tid gået med flere forskelligartede symptomer, hvor det ikke er lykkedes vores læge at finde ud af, hvad vi fejler. Vi får ikke altid taget en blodprøve som det første.
Sådan giver blodprøven svar
Stofskiftet styres som nævnt af stofskiftehormonerne, hvor TSH, T4 og T3 er de vigtigste. Har du eller lægen mistanke om, at du kunne have lavt stofskifte, vil lægen sørge for, at du får taget en spcifik blodprøve, som måler indholdet af dem. Det vil give et billede af skjoldbruskkirtlens funktion på det tidspunkt, hvor blodprøven blev taget.
Et øje på behandlingen
Blodprøver bliver ikke bare brugt til at stille en diagnose, men også til at overvåge, hvor effektiv den medicinske behandling mod lavt stofskifte er. Og her vil lægen følge den behandlingsvejledning, der findes vedrørende diagnosticering og behandling af stofskiftesygdom.
Behandlingsvejledningen er en række kliniske anbefalinger til, men ikke krav om, hvilke typer blodprøveundersøgelser, det vil være tilrådelige at få foretaget. Og hvordan tallene fra de enkelte blodprøver bør ligge i forhold til de vejledende referenceværdier, som du også finder her i kapitlet.
Kliniske vejledninger
I behandlingsvejledningen anbefales det primært at måle TSH, da TSH-værdien er den første indikation for stofskiftets tilstand sammen med T4. T3 bruges sjældent til diagnosticering af lavt stofskifte.
Diagnosen
TSH, T4 og T3 kan måles i den samme blodprøve, fordi der er en tæt kobling mellem de tre hormoner. Du har lavt stofskifte, hvis TSH-værdien er høj og T4 og T3 er lav.
Målinger af T4 og T3
T4- og T3 kan måles både som totalt og som frit. Størstedelen af T4 og T3 er bundet til proteiner i blodet. Den lille del af stofskiftehormonerne, som ikke er bundet til proteiner i blodet, kalder man for frie hormoner. Det er dem, der går ind i cellerne og virker, hvilket er det, der gør dem så interessante.
Pålidelige målinger af frit T4
I dag vurderes de estimerede målinger af frit T4 til at være ret pålidelige. Derfor bruges de ofte i stedet for, eller sammen med målinger af totalt T4. Man kan også nøjes med at måle totalt T4 og så vurdere, hvad frit T4 er ud fra mængden af bindingsprotein. Begge metoder er brugbare.
Svært at måle på frit T3
Det er mere kompliceret at måle frit T3, fordi mængden af frit T3 i blodet er så lille. Analyserne har svært ved at håndtere det og derfor er resultaterne er ikke så præcise, som man normalt forlanger det af en hormonanalyse. Som det er i dag, giver en måling kun en indikation af niveauet i blodet. Og derfor kan det ikke vise, om vi har nok T3 inde i cellerne. For et højt niveau af frit T3 kan også være tegn på, at frit T3 ikke kan komme ind i cellerne. Ligesom et lavt niveau af frit T3 kan betyde, at der er tilstrækkeligt med T3 i cellerne. Så det er endnu ikke muligt at estimere niveauet af T3 i cellerne præcist nok.
Hvad blodprøven kan teste for
Der er forskellige stoffer, som kan måles i blodprøven, der kan sige noget om dit stofskifte. Ved at måle på flere parametre, tegner der sig et tydeligere billede.
Måling af TSH er den helt afgørende stofskifteblodprøve. Ved højt TSH, der indikerer lavt stofskifte, supplerer man typisk med måling af T4 samt TPO-antistoffer.
Er der ubalance i TSH-niveauet, vil din læge normalt sørge for nye blodprøver, hvor man måler TSH-niveauet en gang til sammen med T4 og måske også T3. Man vil typisk også måle for antistoffer for at be- eller afkræfte, om der er tale om en autoimmun stofskiftelidelse.
Man vil også kunne se, om der er tale om let nedsat eller let forhøjet stofskifte (subklinisk lavt eller højt stofskifte). Her vil kun TSH være påvirket, mens niveauerne for T4 og T3 vil ligge inden for normalområdet.
Skal der overvåges for stofskifteudfordringer (hypothyroidisme) under graviditet, er en måling af TSH-niveauet ikke tilstrækkelig. Det anbefales også at måle T4-niveauet.
Der måles ofte på T4, da der er en tæt sammenhæng mellem T4 og TSH i blodet. Er der en høj TSH-koncentration, vil T4-niveauet enten være lavt eller ligge i den lave ende af normalområdet. T4 er sværere at måle og derfor mindre præcis, men den er til stor gavn, når der skal diagnosticeres.
Målingen af TSH er den mest præcise, da TSH-værdien er mere følsom over for ændringer end T4- og T3-værdierne er. Det er derfor nemmere at se ændringer i TSH. Men T4 giver udtryk for graden af højt eller lavt stofskifte. Derfor er T4-værdien vigtig at kende ved meget højt eller lavt stofskifte i forhold til at kunne justere det bedre. Og det er også derfor, at målinger af T4 er nyttige i udredningen af patienter med højt og lavt stofskifte.
T4 har i sig selv en mindre effekt på stofskiftet. Men T4 omdannes til T3 i kroppen, og det er i virkeligheden det, der er T4s vigtigste funktion. T4 kan både målestimeres som totalt T4 eller som frit T4.
Den totale mængde af stofskiftehormon i blodet. Både den, der findes frit og den, der er bundet til proteinet TGB (stofskiftehormonbindende protein). Den bundne del er inaktiv, men fungerer altså stadig som et cirkulerende lager af hormoner.
Den mængde stofskiftehormon, som findes frit i blodet (det aktive hormon). Her er der tale om små mængder. Fordi der er så små mængder i blodet, kan der opstå fejlmålinger af frit T4. I dag anses målingsestimaterne af frit T4 dog for at være ret pålidelige.
T3 er det, man kalder det primært aktive stofskiftehormon. Ligesom T4, kan det målestimeres som totalt eller frit.
Ved lavt stofskifte er T3 sværere at måle på, da T3-værdien i blodet påvirkes af andre tilstande og sygdomme, som kan give forskydninger og gøre T3-værdien i blodet lav. Det ses fx ved infektion, depression og faste. Et målingsestimat af T3 totalt vil hos de fleste være præcis, mens T3 frit er svær og unøjagtig at måle på, især ved lave værdier.
Den totale mængde af stofskiftehormonet T3 i blodet. Både den, der er findes frit, og den, der er bundet til proteinet TGB (stofskiftehormonbindende protein). Den bundne del er inaktiv.
Den mængde af stofskiftehormon, som findes frit i blodet (det aktive hormon). Der er tale om meget små mængder, så der vil jævnligt opstå fejlmålinger, når mængden af frit T3 forsøges at målestimeres, specielt når der er tale om lave værdier eller ved tilstedeværelse af anden sygdom.
Hvis man vil teste for, om et lavt stofskifte skyldes den autoimmune sygdom Hashimotos thyreoiditis, tages der ofte også en blodprøve for at se, om der er forhøjede antistoffer. Det kaldes for en anti-TPO-prøve.
Anti-TPOen tages typisk kun en gang. Findes der høje værdier af anti-TPO, behøver man ikke at holde øje med værdien. For er processen startet, går den ikke i sig selv igen, heller ikke selvom værdien skulle falde.
Antistofferne kan ødelægge skjoldbruskkirtlen ved at blokere for hormonproduktionen. Det kan føre til atrofisk thyroidit, hvor vævet næsten forsvinder, men ofte ses der udvikling af struma, en tydelig forstørret skjoldbruskkirtel.
Antistofferne kan over tid være stigende, faldende eller uændret hos dem, der har Hashimotos. Og der findes ikke noget dokumenteret middel, der kan fjerne dem. Forsvinder antistofferne af sig selv, som det sker for nogle, vil der fortsat være behov for at behandle stofskiftet.
Anti-TPO-testen er også nyttig i vurderingen af dem, der har fået konstateret let nedsat stofskifte. Og hvor der er tvivl om, hvorvidt der skal indledes medicinsk behandling, eller det er bedre at vente og se, hvordan stofskiftet udvikler sig. Høje værdier af TPO-antistoffer vil pege på, at stofskiftet kan falde yderligere, hvorimod lave værdier antyder, at stofskiftet kan normalisere sig uden behandling. Noget, som er med til at komplicere måling af TPO-antistoffer yderligere er, at næsten alle med stofskiftelidelser har TPO-antistoffer i blodet, uanset type af stofskiftesygdom. Derudover, så har 10-20% af personer uden stofskiftesygdom også antistofferne i blodet.
Anti-Tg er, ligesom anti-TPO, et udtryk for en autoimmun reaktion mod skjoldbruskkirtlen og derfor kan den også bruges til at afgøre, om det lave stofskifte skyldes den autoimmune sygdom Hashimotos thyreoiditis. Oftest bruger man Anti-TPO-testen, men er prøven er negativ, kan det være relevant at måle Anti-Tg.
TRAb-værdien måles for at konstatere, om det er den autoimmune Graves sygdom, der er skyld i et for højt stofskifte, hvilket ofte ses blandt unge. Svinger stofskiftet mellem højt og lavt, kan man også vælge at måle TRAb.
Ved Graves sygdom måles TRAb også senere for at se, om sygdommen skulle være faldet til ro.
Referenceværdier er et pejlemål
Både ved diagnose og behandling af lavt stofskifte er det nødvendigt at se på alle stofskiftehormonernes indbyrdes sammenhæng, såvel som på hormonniveauerne i forhold til referenceværdierne. Referenceværdierne er et udtryk for, om stofskiftehormonniveauerne er ‘normale’.
Referenceværdier er en målestok for ‘normalt stofskifte’
Sundhedssystemet bruger begrebet ‘referenceværdier’. Det er de tal for stofskiftehormonerne i blodet, som betragtes som normalt. Det er dog meget individuelt, hvor tallene skal ligge, for at man har det godt. Hvis du fortsat har symptomer samtidig med, at dine værdier ligger indenfor referenceværdierne, kan det skyldes, at du stadig har en ubalance i skjoldbruskkirtlens funktion. Det kan blandt andet skyldes, at det optimale TSH-niveauet er forskelligt fra menneske til menneske og at det varierer – for eksempel med alderen, med årstiderne eller ved andre påvirkninger.
Lægernes officielle behandlingsvejledning for lavt stofskifte siger, at hvis man er under 70 år og har en TSH over referenceværdierne samt symptomer på lavt stofskifte bør man sættes i behandling. Det vil sige, at lægen skal tage mere hensyn til symptomer og sygdomshistorie end til de konkrete tal, hvis TSH er forhøjet – selvom T3 og T4 muligvis er ‘normale’.
Blodprøverne som guide
Blodprøverne bliver en fast del af livet for os med lavt stofskifte, fordi de er en løbende rettesnor for behandlingen. Når du får taget blodprøver regelmæssigt, kan du og lægen følge med i, om dit stofskifte ligger stabilt, eller om din behandling skal justeres. Det er vigtigt, at I finder det rigtige niveau af stofskiftehormoner for lige præcis dig. De fleste læger vil anbefale en årlig blodprøve, men for mange med lavt stofskfte er det nødvendigt med hyppigere blodprøver for at justere behandlingen.
Alle dine blodprøvetal ligger på sundhed.dk
Ofte vil du få svar på blodprøven hos din egen læge, hvor du kan stille spørgsmål og få afklaring på, hvad de forskellige blodprøvetal viser. Du vil også altid selv kunne se svarene på blodprøven ved at logge ind på sundhed.dk
Hvad dit TSH-niveau betyder
Placer curseren på den TSH-værdi du har fået målt i din blodprøve. Du kan finde tallet på sundhed.dk.
Du vurderes til at have for lavt stofskifte, når TSH er for høj og T4 og T3 er for lavt i forhold til "normalværdierne". Det er dog individuelt, hvor tallene skal ligge for, at man har det godt.
Vejledende normalværdier for stofskiftehormoner
TSH = 0,3 - 5,0 mlU/L
T4 totalt = 60 - 140 nmol/l
T4 frit = 9,1 - 23,8 pmol/l
T3 frit = 2,2 - 5,4 pmol/l
T3 totalt = 1,1 - 2,5 nmol/l
sammenhæng i hormonerne
Blodprøver årligt eller oftere
Det er almindeligt at få taget blodprøver hver 6.-8. uge over en længere periode, mens man er i gang med at finde det rette niveau for medicinen. Det sker for at du og din læge kan følge med i, hvordan dit stofskifte reagerer på behandlingen.
Når det rette medicinske niveau er fundet, og du anses for at være velbehandlet, får du typisk kun taget blodprøver en gang om året. Det sker i forbindelse med din årlige statussamtale hos lægen.
Men det kan variere fra person til person, hvor ofte det er nødvendigt at få taget blodprøver. Der kan være perioder i dit liv, hvor din behandling skal justeres - for eksempel når du bliver ældre eller der sker andre ting med dit helbred. Nogle mennesker har behov for at justere medicinen med årstiderne. I disse tilfælde skal du bede om hyppigere blodprøver.
Tag blodprøverne på samme tidspunkt
Produktionen af stofskiftehormoner har en døgnvariation, hvilket særligt gælder for TSH. Det er lavest om morgenen og stiger hen over dagen. Og sidst på natten falder det igen. På den måde kan TSH sagtens være 1,0mU/L om morgenen og 2,0mU/L sidst på aftenen. Derfor anbefales det at få taget blodprøverne om dagen på cirka samme tidspunkt hver gang. Det gør det nemmere for dig og din læge at sammenligne blodprøverne fra gang til gang.
Forud for blodprøvetagningen skal du vide, om du skal være fastende og om du må tage din medicin. Du bør også tage en snak med din læge, hvis du tager kosttilskud eller naturlægemidler, da det også kan have betydning for dine blodprøvesvar. På nogle laboratorier har fx særligt biotin (B7-vitamin) vist sig at give et falsk nedsat eller forhøjet prøvesvar og dermed en forkert vurdering af skjoldbruskkirtelfunktionen.
En mild udgave af lavt stofskifte
Det er også muligt at have mildt lavt stofskifte, der kan være forbigående. Det kaldes subklinisk lavt stofskifte. I så fald vil blodprøverne vise forhøjet TSH og normalt T4. Her vil man supplere blodprøverne med en måling af antistoffer (anti-TPO). Viser målingen af anti-TPO også en forhøjelse, er der større risiko for, at man på sigt kan udvikle lavt stofskifte.
Forskel på behandling
Man kan have subklinisk lavt stofskifte med symptomer, men man kan også have det uden symptomer. Har du subklinisk lavt stofskifte, bliver du ikke nødvendigvis sat i medicinsk behandling. Det sker oftest kun, hvis dit TSH-niveau er meget højt og du har symptomer på lavt stofskifte. I stedet vil din læge bede dig om at komme til kontrol for at måle dine værdier igen på et senere tidspunkt. Det er desuden uenighed om, hvorvidt subklinisk lavt stofskifte overhovedet bør behandles medicinsk, da symptomerne kan skyldes noget andet og medicinen derfor ikke vil hjælpe.
Forskellen på lavt stofskifte og mildt lavt stofskifte
| Lavt stofskifte | TSH ↑ | T4 ↓ |
| Mildt lavt stofskifte | TSH ↑ | T4 ↔ |
Med et forhøjet niveau af TSH, et normalt niveau af T4 og et let forhøjet niveau af antistoffer er der en øget risiko for, at man på et tidspunkt får lavt stofskifte.
(Sidsel Bekke-Hansen: Lavt stofskifte - Det kan du gøre, 2022)
Tid til refleksion
Godt på vej
Lær din stofskiftesygdom endnu bedre at kende og få et værktøj, der kan hjælpe med at skabe et mere overordnet billede af dine blodprøver, din medicin og hvordan du har det. Det gør dig og din læge i stand til at handle hurtigere, hvis der er behov for at ændre i din medicinering.