Nytårsmad – festligt og sundt

Dato 26. december 2024 Af Heidi Olsen, klinisk diætist

Nytårsaften er en helt særlig aften, hvor vi siger farvel til det gamle år og byder det nye velkommen. Mange af os har store forventninger til at maden skal være ekstra festlig, og så er det godt , at vi kan kombinere sundhed og nydelse. I denne artikel ser klinisk diætist Heidi Olsen nærmere på sunde klassiske nytårsretter og præsenterer flere alternativer, som også kan gavne stofskiftet og give en lettere start på det nye år. Nederst på siden er der links til opskrifter, der kan inspirere dig.


Forretter
De klassiske nytårsforretter som rejecocktail, hummersuppe, lakseruller eller tunmousse er mere end blot traditionelle favoritter, de er også fyldt med essentielle næringsstoffer, som omega-3-fedtsyrer, jod, selen, zink og D-vitamin. De er alle vigtige for hjertesundhed, stofskiftet og immunforsvaret. Fisk og skaldyr er derfor altid et godt valg, både som forret og hovedret.

Laksen, som ofte er på nytårsmenuen, hører til de fede fisk, men lad dig ikke afskrække, hvis du tænker på sundhed. Tværtimod! Laks er særligt rig på de sunde omega-3-fedtsyrer, som bidrager til både krop og velvære. Vil du servere laks som forret, så vælg en opskrift med lette ingredienser og friske krydderurter – det giver en frisk og lækker ret, der ikke føles tung.

Er fisk ikke et hit, kan tomatbruschetta, oksecarpaccio med rucola og parmesan, jordskoksuppe eller græskarsuppe toppet med sprødstegt parmaskinke være gode alternativer.

Ønsker du en lettere version, kan du prøve:

  • Laksesalat med forårsløg og æble: Rør varmrøget laks sammen med creme fraiche 9% og citronsaft. Tilsæt æble og forårsløg skåret i små tern eller skiver, og smag til med salt og peber. Server på ristede rugbrødstrekanter, og pynt eventuelt med rejer og brøndkarse.
  • Tunmousse: Erstat smør og fløde med creme fraiche 9% og piskede æggehvider for en let og cremet konsistens.

Hovedretterne
Nytårsfavoritter som torsk med sennepssauce og oksemørbrad med kartoffelgratin kan føles tunge – især på en aften med mange retter. Men faktisk er både torsk og oksemørbrad magre proteinkilder. Ved at justere tilbehøret, som fx kartoflerne, kan du gøre retterne lettere og sundere. Prøv små saltbagte ovnkartofler uden fedtstof, og tilføj lækre grønne salater eller farverige grøntsager for at skabe en bedre balance på tallerkenen.

Her er nogle lette alternativer:

  • Torskeloins: Er det fineste stykke på torsken og et magert valg. Steg det i lidt olivenolie og hvidløg og server det med en let champignonsauce med dijonsennep og bagte rodfrugter.
  • Fyldt kyllingebryst: Med frisk basilikum, soltørrede tomater og fetaost, viklet ind i parmaskinke. Bag dem i ovnen, og server med en farverig grønkålssalat med appelsin og valnødder.
  • Vegetarisk nytårsmiddag: Prøv fyldte portobello-svampe, falafler eller bønnebøffer. Server med grønkålssalat med granatæble, quinoa, ristede mandler og en dressing af citron og honning.

Dessert
Desserten er den søde, festlige afslutning på måltidet og er ofte en chokoladekage, serveret med is og friske bær eller chokolademousse med flødeskum og bær. Det er desserter der er kalorietunge og med et højt indhold af mættet fedt fra smør og fløde. Overvej at vælge desserter med frisk frugt og lad fedtet komme fra mandler og nødder. Vil du holde desserten lettere uden at gå på kompromis med smagen, kan du prøve:

  • Pavlova: Mandel eller mandel-marengsbunde med græsk yoghurt blandet med flødeskum og toppet med friske bær.
  • Chokolademousse uden fløde: lavet med piskede pasteuriserede æggehvider, pyntet med en blanding af frysetørret hindbær, for det knasende element, friske hindbær og pyntet med mynte eller citronmelisse. 

Vin, champagne og drinks
For mange kan nytåret betyde mange drinks gennem aftenen, men hvis du har lavt stofskifte, kan alkohol være sværere at tåle. Men festlige drinks behøver ikke at indeholde alkohol – der findes masser af lækre og kreative alkoholfri alternativer, som alle kan nyde.

Alkoholfrie drinks

  • Berry Fizz: Frosne bær blendet med lidt æblejuice, en smule lime og danskvand. Serveres i et champagneglas og pyntes med en bærspyd.
  • Kiwi mojito: Blend kiwi med mynteblade, fordel massen i glas, og top op med Schweppes Lemon. Brug en stilk bladselleri som røreske.

Nytår er én aften – resten af året tæller
Husk, at nytåret kun er en aften. Det er de valg, vi træffer de andre 364 dage, der har størst betydning for vores sundhed, velvære og vægt. Gør aftenen til noget særligt på din egen måde, og find den balance, der giver dig den festlige oplevelse, du ønsker.

Læs også
Tarmfloraen er din ven