Cecilie er en erfaren kræft- OG stofskiftepatient
”Efter den første operation sagde lægerne, at nu er det
hele overstået. Det er så slet ikke det, jeg har oplevet. Jeg vil derfor
anbefale andre i lignende situation at være standhaftig i dialogen med lægerne
– og lytte til sig selv undervejs.”
Siden Cecilie var 11 år, har hun vidst, at noget var anderledes i hendes skjoldbruskkirtel. Da hun var 23 gik hun på kort tid fra kvartalsvise kontroller, der var helt normale, til en knude på halsen, ultralydsscanning, biopsi og operation. Undervejs var lægerne meget optimistiske med hensyn til hendes symptomer.
”Lægerne sagde, at det kunne tyde på, at der var kræft i knuden, men at det først kunne endeligt afgøres ved en operation. Knuden var stor og formet som et blomkål og bestod af flere små knuder. Jeg fik hele tiden at vide, jeg skulle ikke være urolig, og det var sikkert ikke noget. Jeg følte, at lægerne underspillede det hele ret meget til dels på grund af min unge alder – men vi skulle stadig lige se, hvad operationen viste.”
”Jeg følte mig ikke anerkendt i min bekymring for at have kræft eller i det faktum, at jeg havde smerter og ubehag i halsregionen. Og da jeg endelig blev opereret, viste det sig, at der var tale om kræft.”
En mental belastning
Forløbet satte sig i Cecilie rent mentalt.
”Jeg kunne ikke slippe den måde, som lægerne havde underspillet min sygdom på. Efter kræftknuden var fjernet, så fejlede jeg som sådan ikke noget mere rent fysisk. Men mentalt havde jeg det dårligt. Via Kræftens Bekæmpelse fik jeg mulighed for at gå nogle timer hos en psykolog for at få snakket min sygdomsangst igennem. Det var både godt og vigtigt for mig.”
Manglede skjoldbruskkirtelhormon i to år
Ved operationen i juni 2020 fik Cecilie fjernet 60 pct. af skjoldbruskkirtlen. Først 8 måneder senere fik hun stofskiftemedicin, da lægerne på Onkologisk Afdeling først ville vente nogle måneder og se, om de resterende 40 pct. af kirtlen kunne producere nok hormon selv.
Om hele forløbet siger Cecilie i dag:
”Efter min operation i sommeren 2020, startede jeg i et efterbehandlingsforløb på Kræftklinikken. Her var jeg tilknyttet en onkolog (kræftlæge, red.), som kiggede mine blodprøver i gennem – blodprøver som næsten udelukkende omhandlede stofskiftetal. Jeg gik i et halvt år med lave stofskiftetal og super meget ubehag, før jeg endelig blev ordineret stofskiftehormon. Jeg tilbragte på et tidspunkt en hel dag på skadestuen, fordi jeg havde det så dårligt, men blev stadig i sidste ende bare sendt hjem. Dette var 1,5 måned inden jeg endelig kom på medicin.”
”Da jeg endelig blev ordineret medicin var det onkologen, som tilså mig, ikke en endokrinolog. Jeg blev startet på en dosis, som var markant lavere end det, man normalt anbefaler (mkg/kg), og i de to år jeg gik på Kræftklinikken blev jeg sat op i dosis hver eneste gang jeg var til kontrol, fordi mine tal stadig var for lave. Jeg skiftede også præparat undervejs.”
”Det var først i 2022, at jeg første gang efter min operation blev tilset af en endokrinolog. Og først her blev jeg gjort opmærksom på, at jeg havde betændelse i det resterende væv af min skjoldbruskkirtel. Til alle mine scanninger på Kræftklinikken, havde de kun været fokuseret på om jeg havde tegn på tilbagevendende kræft. Jeg prøvede sammen med endokrinologerne at nedkæmpe betændelsen med anti-inflammatorisk kur, men måtte i sidste ende få fjernet resten af min skjoldbruskkirtel, formentlig på grund af, at jeg havde gået med betændelse så længe, at den var blevet resistent.”
”Da jeg så får fjernet resten af skjoldbruskkirtlen i sommeren 2024, får jeg beskadiget nerven til mit stemmebånd, til stor del fordi jeg havde så meget arvæv og betændelse i vævet, at operationen blev gjort mere vanskelig end normalt. Jeg har siden da kæmpet med at genoptræne min tale og vejrtrækning. For nylig fik jeg ved en kontrol på Riget, så den besked at min nerveskade så ud til at være permanent, og de smerter jeg har, nok ikke kommer til at gå væk. Så nu skal jeg affinde mig med, om jeg kan leve med de smerter, eller om jeg vil igennem en ny operation.”
Om Cecilie

Cecilie Kaltoft, 28 år
Jævnlige kontroller siden hun var 11 år.
Operationer i 2020 og 2024.
Kommunikationsansvarlig i Stofskifteforeningens bestyrelse