Knogletab ved højt stofskifte

Dato 18. december 2024

Når stofskiftet er for højt, speedes processerne i kroppen op. Det ses for eksempel ved symptomer som diarré og høj puls. Men også processerne i knoglerne speedes op, når man har højt stofskifte – og det kan føre til et øget knogletab.


Negativ balance i knoglerne
Lars Hyldstrup er tidligere overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital, og han har beskæftiget sig med knogler og stofskifte i mange år.

– Hos patienter med højt stofskifte er knogletabet større end opbygningen, og det giver en negativ balance. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at have et ubehandlet højt stofskifte, for det går ud over knoglerne, fortæller læge Lars Hyldstrup.

– Det var dog mere i gamle dage, at vi så patienter, som gik i længere tid med ubehandlet højt stofskifte. Der er heldigvis kommet mere fokus på stofskiftet nu. Når man kommer i behandling for det høje stofskifte, og det er velbehandlet, så stopper det øgede knoglenedbrud, og det meste af knoglemassen kan genvindes igen.

Højt stofskifte og knogler

HUSK BLODPRØVERNE!

Få målt stofskiftet og få det behandlet, hvis ikke det er i balance.

SPIS EKSTRA KALK!

Spis ekstra kalk og D-vitamin ved siden af den almindelige vitaminpille, hvis du har for højt stofskifte. Den anbefalede dosis er cirka 1000 mg kalk for en voksen pr. døgn – og i begyndelsen af behandlingen kan du øge dosis med 50 %.

VÆR TÅLMODIG!

Find din bedste tålmodighed frem. Der kan gå 1 – 1,5 år, fra stofskiftet er velbehandlet til knoglerne når deres fordums styrke.

VÆR FYSISK AKTIV!

Du skal ikke være bange for at bruge kroppen. Det værste, du kan gøre for dine knogler, er at være inaktiv. Dyrk derfor vægtbærende motion – det vil sige træning, hvor du bevæger din kropsvægt ved for eksempel gang, løb eller gymnastik. Det styrker knoglerne bedst.

Læs også
Oxidativt stress ved for lavt stofskifte