Få indblik i medicinen

En medicinsk behandling af lavt stofskifte består typisk af, at man tager et eller flere lægemidler med skjoldbruskkirtelhormoner, som kan træde i stedet for de manglende hormoner. Og på den måde kan kroppens stofskifte hæves til et normalt niveau igen.

Det er vigtigt, at man tager sin medicin for at opretholde et normalt stofskifte og på den måde undgår eventuelle langsigtede sundhedsmæssige komplikationer. Det gælder også, hvis du ikke har de store symptomer, eller er helt fri for symptomer.

Livsvigtig medicin

Lavt stofskifte kan påvirke mange af kroppens funktioner, herunder hjerte-kar-systemet, stofskiftemetabolismen og nervesystemet, hvilket du også kan læse om i kapitlet ’Bliv klog på symptomerne’.

Hvis lavt stofskifte ikke behandles, kan det skabe sundhedsmæssige problemer, som fx for højt kolesteroltal, for højt blodtryk, nedsat frugtbarhed, muskelsvaghed og, meget sjældent, koma og død.

Hvis du har spørgsmål til din behandling, eller du fx er bekymret for bivirkninger fra medicinen, bør du tale med din læge, der kan rådgive dig.

Hvornår begynder medicinen at virke?
Det kan tage alt fra et par uger til flere måneder, før du oplever, at dine symptomer formindskes, efter du er startet på din hormonbehandling.

Det skyldes, at der ikke findes nogen, der på forhånd kender de ideelle referenceværdier lige præcis for dig og dine stofskiftehormoner. Derfor er det nødvendigt med regelmæssig opfølgning hos lægen, som vil justere din dosis løbende for at sikre, at du mærker mindre og mindre til symptomerne.

Det kan tage sin tid at få finjusteret medicinen til et niveau, hvor du ikke længere oplever symptomer på lavt stofskifte. Det kan måske endda tage flere år – og med afprøvning af forskellige typer medicin – at nå dertil, hvor stofskifteværdierne ligger så godt, som det overhovedet er muligt.

Derfor skal du, sammen med din læge, aftale regelmæssige blodprøver for at overvåge dit stofskifte og dine hormonniveauer.

Øgning af dosis afhænger også af alder
Det varierer fra person til person, hvor lang tid det tager at opnå balance i stofskiftehormonerne. Jo ældre man er, jo langsommere vil dosis blive øget for at kroppen kan følge med det øgede stofskifte, og jo længere tid tager det. Så det tager altså sin tid at få reguleret stofskiftet helt på plads – og det er også derfor, det betyder rigtig meget, at man væbner sig med tålmodighed.

”Med alderen er jeg nok blevet mere følsom over for den rigtige dosering. Jeg er derfor begyndt at få taget hyppigere blodprøver for at kunne skifte dosering, når TSH begynder at afvige for meget fra 1”

Christian Blangstrup

For resten af livet
Du skal regne med at skulle være i behandling resten af livet, medmindre du fx har forbigående lavt stofskifte efter en fødsel.

Når stofskiftet er reguleret helt på plads, og du har det godt, kan du nøjes med at få taget blodprøver og gå til kontrol hos lægen 1-2 gange om året.

Der kan opstå behov for justeringer
Bliv ved med at være opmærksom på, hvordan du har det. For du kan få symptomer igen, også selvom du har været velbehandlet i årevis. Og det kan være tegn på, at der er behov for justeringer i din behandling. Oplever du bivirkninger eller ændringer i dine symptomer, skal du tale med din læge om det.



Typer af stofskiftemedicin

Der er forskellige typer af stofskiftemedicin, der kan genoprette stofskiftehormonniveauet hos os, der har lavt stofskifte. Din læge vil følge de kliniske vejledninger, der er for behandling af lavt stofskifte, og starte med den medicin, der anbefales som standard og som der er evidens for virker på de fleste med lavt stofskifte.

Men der er altid individuelle hensyn at tage, eftersom kun du kan mærke, hvordan du har det.

Det er også derfor kontrollerne hos lægen betyder så meget, som de gør. For det er her, lægen bliver opmærksom på, om der er behov for at justere medicinen, og dermed kan sikre, at du hele tiden har det så godt som overhovedet muligt.

Evidens er ikke en garanti

Levothyroxin (T4) er lægens førstevalg
Førstevalg i behandling af lavt stofskifte er med T4-stofskiftehormonet levothyroxin. Det er et syntetisk T4-præparat, der fås som Euthyrox, Eltroxin, Thyrofix og Tirosint. (Thyrofix erstatter præparatet Medithyrox, som er udgået af produktion).

Euthyrox og Eltroxin kommer i tabletform og Tirosint i bløde kapsler.

Når du starter din behandling med T4, kan du fortsat opleve symptomer i en lang periode.  For det tager tid at finde den helt rette individuelle dosis medicin til dig. Og dosis øges kun langsomt samtidig med at dine blodprøver løbende kontrolleres. Det sker frem til, at dine stofskifteværdier har normaliseret sig mest muligt og du har det godt.

T4 skal tages på tom mave og aldrig sammen med kalk (calcium), jern eller magnesium, som bør tages to timer før eller efter T4.

Hvis du er gravid eller ammer
Det er afgørende, at du får T4 i den rette dosis, hvis du er gravid. For underbehandling af lavt stofskifte kan påvirke fostrets udvikling, før det har dannet en skjoldbruskkirtel. Hvis du planlægger at blive gravid, eller når du opdager, at du er gravid, bør du få taget en blodprøve, der kan vise, hvilken dosis du skal have. Der er ofte behov for at øge dosis med cirka 25% i begyndelsen af graviditeten. Når du ammer, udskilles en lav koncentration af din stofskiftemedicin i modermælken, men det er ikke skadeligt for barnet.

Liothyronin (T3) bruges i kombinationsbehandling
De fleste med lavt stofskifte har det godt med deres T4-behandling, men en mindre gruppe af os bliver ved med at opleve symptomer trods det, at vores blodprøver viser værdier, som ligger indenfor normalen og at vi derfor i teorien bliver betegnet som velbehandlede.

Nogle begynder at mærke symptomer igen, efter de har haft det godt igennem lang tid og været velbehandlet med T4. Andre oplever, at standardbehandlingen med T4 ikke formår at gøre dem symptomfri.  

Lyder det genkendeligt, kan du i samråd med din læge overveje, om det er værd for dig at prøve en kombinationsbehandling, hvor der gives tilskud af T3 (liothyronin) til T4-behandlingen (levothyroxin).

Kombinationsbehandlingen med T4 og T3 foregår som regel i samråd med en endokrinolog. Og det anbefales, at blodprøverne har været normale i minimum seks måneder for at sikre, at dine symptomer ikke skyldes over- eller underbehandling.

Hvis du starter i en kombinationsbehandling, vil endokrinologen reducere din dosis af T4-medicin og kombinerer den med T3. Forsvinder dine symptomerne ikke i løbet af 3-6 måneder, er der ingen grund til at fortsætte med T3-tilskuddet, da det i så fald ikke har den forventede effekt på dig.

T3 skal i modsætning til T4 tages to gange dagligt, fordi virkningstiden i kroppen er kortere. Følges dette ikke, kan det give forstyrrelse i dit stofskifte, der kan give ubehag.

T3 giver ikke nogen bivirkninger, medmindre du får for stor dosis, så dit stofskifte bliver for højt. For stor dosis kan påvirke din hjertefunktion og din knogleopbygning og give dig hjertebanken, svedtendens og rysten. Hvis du bruger T3, er det en god ide at få tjekket din hjertefunktion og din knoglemasse 2 gange om året.

Thyroid (GT) bruges af meget få
Thyroid er et biologisk produkt, der er fremstillet af griseskjoldbruskkirtler. Det bruges af nogle patienter, som ikke oplever at få bedret symptomerne med T4 eller T4+T3.

Endokrinologer anbefaler generelt ikke produktet, som kun bruges af 0,3% af de danske patienter med lavt stofskifte. Grunden er, at thyroid, udvundet fra griseskjoldbruskkirtler, indeholder langt mere T3 i forhold til T4 målt op imod, hvad der er normalt hos mennesker. Dette kan give symptomer på overdosering.

Hvis du bruger thyroid, er det en god ide at få tjekket din hjertefuntion og din knoglemasse 2 gange om året.

Husk din medicin

Du kan gøre det nemmere for dig selv at huske din medicin ved at koble det på en hverdagsrutine.  Det kan fx være i forbindelse med dit morgentoilette, hvor du har din medicin liggende på badeværelset, så det er nemmere at huske. Eller du kan have den liggende på natbordet, så du husker at tage medicinen, når du går i seng.

Er du også en af dem, der kan komme i tvivl om, hvorvidt du allerede har taget dagens dosis, kan du bruge en pilleæske, hvor man fordeler sin medicin ud på ugens dage. Du kan også bede en ven eller et familiemedlem om at hjælpe dig med at huske at få taget de vigtige daglige doser. Der findes også flere apps, der kan hjælpe dig med at huske medicinen.

For uanset hvilken medicin du får, så virker den kun, hvis du husker at tage den.



Hvis du tager andet

Din stofskiftemedicin kan ændre virkningen af andre lægemidler, naturlægemidler og kosttilskud, ligesom de også kan ændre virkningen af din stofskiftemedicin.

Det kan betyde, at du har brug for en større dosis af din stofskiftemedicin for at blive symptomfri. Det kan også betyde, at dine kosttilskud og din øvrige medicin skal justeres for at opnå den ønskede virkning. 

Eltroxin kan fx påvirkes sådan her
Medicin mod for højt kolesterol, som Clofibrat, Simvastatin og Lovastatin, kan fx sænke virkningen af Eltroxin. Det samme kan blodtrykssænkende lægemidler (betablokkere) og produkter, der indeholder prikbladet perikon (naturlægemiddel mod bl.a. nedtrykthed). Omvendt kan Eltroxin også påvirke fx insulin, medicin mod diabetes, samt antikoagulerende lægemidler, der forebygger blodpropper.



Tid til refleksion

Få det bedste ud af din stofskiftemedicin

Bliv klogere på, hvordan du tager din stofskiftemedicin for at få den bedst mulige virkning. Og lav din egen handlingsplan, så du kan få gjort noget ved det, hvis der fx er noget, du ønsker at vide mere om eller noget, du gerne vil prøve at gøre anderledes.