Danske endokrinologer giver kombinationsbehandling til stofskiftepatienter – hvorfor vil almene læger ikke?

Dato 6. februar 2025 Af sekretariatschef Tine Stampe

En undersøgelse af danske endokrinologers præferencer i valg af behandling af lavt stofskifte viser, at knap 60% af endokrinologerne giver kombinationsbehandling med hormonerne T4 og T3, hvis patienten har vedvarende symptomer på trods af et ’normalt’ niveau af stofskiftehormoner. Men behandlingen af lavt stofskifte foregår i høj grad hos almene læger, og de har slet ikke samme anerkendelse af kombinationsbehandling. Det har alvorlige konsekvenser for en stor gruppe patienter.

”I lyset af vores viden om, at der ikke er markant risiko ved kombinationsbehandlingen, mener vi selvfølgelig, at kombinationsbehandling bør være en anerkendt mulighed hos alle endokrinologer og almene læger” siger Stofskifteforeningens formand Julie Lund. ”Men det er glædeligt, at så stor en del af endokrinologerne anerkender kombinationsbehandlingen og dens effekt for en stor gruppe patienter.”

”Det er vigtigt at understrege, at når vi siger, at kombinationsbenhandling skal være ’en mulighed’, så mener vi ikke, at det nødvendigvis er den endelige løsning på behandling for alle patienter,” fortsætter formanden. ”Men ligesom ved mange andre sygdomme, så skal det være muligt at prøve kombinationsbehandling af, hvis man har vedvarende symptomer på trods af et ’normalt’, stabilt TSH niveau.”

Ca. 45.000 danske patienter med lavt stofskifte vurderes at være utilfredsstillende behandlet. Kun 5.000 patienter får kombinationsbehandling. I lyset af antallet, der er utilfredsstillende behandlet, kan 5.000 på kombinationsbehandling synes som en lille andel, når endokrinologerne generelt er positivt stemt overfor den.

”Det hænger jo sammen med, at de fleste patienter bliver behandlet hos deres egen læge,” siger Julie Lund. ”Der er ikke lavet undersøgelser af almene lægers brug af kombinationsbehandling, fordi vi aldrig fik det kvalitetsregister, som vi blev lovet for 6 år siden. Men at dømme efter de henvendelser, vi får i vores Rådgivning, så er almene læger generelt meget afvisende overfor kombinationsbehandling.”

”Afvisningen sker ofte med henvisning til, at kombinationsbehandling kan være skadeligt for hjerte og knogler. Men forskningen viser, at risikoen er lille og kun er aktuel ved overbehandling. Det tyder på, at der er en manglende viden hos lægerne og en kommunikationsbrist mellem den specialiserede viden hos endokrinologerne og de almene læger, der skal håndtere behandlingen,” slutter Julie Lund.

Læs hele rapporten Forskning i lavt stofskifte her.

Lavt stofskifte – Dét kan du gøre